Luhmann

Håndbog for forretningsarkitekter & enterprise arkitekt

Forretningsarkitekten forstår forretningen, teknologierne og kan arbejde med strategier og processer på tværs af organisationen.

Enterprise arkitekten kan udvikle en fremtidig enterprise arkitektur, der kan forstås af forretningen så den kan blive fulgt i praksis.

Luhmanns autopoiese

Niklas Luhmann var en tysk sociolog, der videreudviklede den sociologiske systemteori. Han forklarer kommunikation og sprogbrug igennem hans autopoiese teori.

En autopoiese er et lukket system, løst koblet til omverdenen. Det vil sige, for at forstå systemer er det nødvendigt at ”gå ind i dem” og ikke kun betragte dem udefra.

Hvis man for eksempel vil forstå, hvordan et fængselssystem fungerer, og man ikke har oplevet noget lignende før (forstil dig en et rumvæsen der for første gang opdager jorden), vil man ikke kunne forstå fængselssystemet, ved kun at observere at nogle mennesker skal bag tremmer, og andre skal ikke. Her vil det være nødvendigt, at man forstår baggrunden eller reglerne for dette system, hvilket er umuligt at forklare, hvis man ikke i forvejen er en del af samfundet. På samme måde er alle andre systemer.

For at forstå et system skal man derfor ud og prøve det, i forhold til at få det fortalt, hvor der er risiko for at få et forkert ”mentalt” billede.

Til sammenligning kan man sige, at dér hvor nogle ville bruge kommunikationen til at forså systemet (Jürgen Habermas ), da påstår Luhmann, at man skal sætte sig ind i det igennem erfaringer og learning by doing.

 

Luhmann bruger to bestemte betegnelser til hans systemteori. Betegnelserne hedder ”uddifferentiering” og ”ledeforskel”, hvor uddiferentiering betyder, at det er igennem en differentiering ud af ”noget”, at systemet giver mening. I forhold til ovenstående fængselseksempel betyder det, at det er igennem observationer af, hvordan fængselssystemet agerer i forhold til andre systemer (omverden), man forstår fængselssystemet. Ledeforskel skal forståes som systemets diamentrale modsætning (oppositionen), som også ville være relevant at kigge på, da forståelse for det modsatte kan give en forståelse for systemet. For eksempel vil fængslets ledeforskel være frihed, kunstens ledeforskel er reklamer, fattigdoms ledeforskel er rigdom, også ord har ledeforskelle som for eksempel ordet god har ledeforskellen ond, eller dum har ledeforskellen klog osv.

 

Desværre er der to paradokser forbundet med at kigge på oppositionerne og omverdenen. For det første er oppositionerne også autopoieser, som man først skal forstå, før man kan forstå den oprindelige autopoiese, hvilket er et paradoks. For det andet så kan ens observationer og erfaringer fra omverdenen være fejlagtige , og man kan derfor lave fejlfortolkninger af autopoiesen, hvilket også er et paradoks. Jeg finder det alligevel ikke som en hemsko, men tværtimod som en positiv definition, der komplementerer rigtig godt med Snowdens tankegang (præsenteres under fanen "Cynefin modellen"), hvor verden betragtes som væren kompleks, og man netop ikke kan være innovativ i ”orden”-paradigmet. Derfor skal en innovation netop indeholde accepten af det komplekse, som Luhmann gør så fint.

Praktisk betyder det, at Luhmann fokuserede på, at mennesker forstår ting forskelligt. Derfor påpeger han, at al kommunikation forudsætter en gensidig forståelse. For eksempel hvis personen ”Pia” sender en sms til sin mor med tegnene ”:o)”, så kræver det at moderen har samme gensidige forståelse for betegnelsen ”:o)”, før det giver betydningen ”glad/smiler”. Hvis hun ikke har denne gensidige forståelse, vil det være volapyk for hende. Denne tolkning er alle systemteoretikere enige i, men hvor Habermas påstår, at man godt kan tale sandheden frem, så påstår Luhmann, at det kan man ikke. I forhold til sms’en betyder det, at Habermas gør det muligt, at få fortalt hvad tegnene betyder, hvor Luhmann vil finde meningen, i forhold til hvilken sammenhæng tegnene bliver brugt. Det vil sige, at han stille og roligt vil finde ud af, at ”:o)” altid kommer i slutningen af en positiv besked, hvilket så giver ham den betydning, han tillægger en positiv besked.

Som Luhman siger: "Humans cannot communicate; not even their brains can communicate; not even their conscious minds can communicate. Only communication can communicate" .

 

Luhmanns mening er altså relativ. Den er relativ i den forstand, at ligegyldigt hvor meget person A er glad for at svømme, så vil det være farligt for person B, der har vandskræk. Meningen giver altså kun mening for personen selv og der findes ingen universel mening.

Kritisk vil jeg dog sætte spørgsmålstegn til, om man ikke kan forstå meningen på lang sigt, i kraft af autopoiesens oppositioner og omverden?

For eksempel, vil det så ikke på lang sigt gå op for person A, at person B har vandskræk i kraft af person Bs adfærd som er anderledes for andre?

 

Jeg deler Luhmanns overbevisning om, at man ikke kan snakke sandheden frem, da vi mennesker er i stand til at lyve over for os selv, men jeg deler ikke overbevisningen om, at man ikke på lang sigt vil forstå meningen.

Desuden befinder projektet sig i en situation, hvor man skal samle kognitiv viden ind fra intressenter, og derfor er man nødt til at fortolke deres mening og dermed benytte sig af kommunikationen. Man vil dog kunne kreere interviewet på sådan en måde, at man håndterer det faktum, at folk kan lyve over for os, men også over for sig selv. Dette kommer jeg ind på under afsnittet "arketyper" i fanen "projektledelse".

 

Hvis du vil forstå mere om at løse det overordnet problem, om at udvikle et succesfuldt projekt i en kompleks verden, som alle kan acceptere. Så vil jeg anbefale at du læser om David Snowden (se fanen"Cynefin modellen") og Human Computer Interaction (under fanen "Teknologi") som kan hjælpe med at løse udfordringen. Snowdens knowledge flow teori, mener jeg, håndterer alle kompleksiteter på en pragmatisk måde, og Human Computer Interaction håndterer brugertilfredsheden, hvilket er den bedste nuværende tilgang til at skabe innovationer i en kompleks verden. Men først vil jeg anbefale at du læser om "Burrell & Morgan" som giver en mere skarp definition på forskellige paradigmer i en kompleks verden.