Metodologi

Håndbog for forretningsarkitekter & enterprise arkitekt

Forretningsarkitekten forstår forretningen, teknologierne og kan arbejde med strategier og processer på tværs af organisationen.

Enterprise arkitekten kan udvikle en fremtidig enterprise arkitektur, der kan forstås af forretningen så den kan blive fulgt i praksis.

Metodologi

Nedenstående omhandler den metodologi jeg benytter som projektparadigme - jeg har døbt metodologien ”Den situationsbestemt metodologi”. Det er min personlig tolkning, og forbedring af kendte og mindre kendte teorier, som du kan læse mere om på denne hjemmeside. Jeg bruger metodologien i mit arbejde og i min fritid, hvor der er behov for en situationsbestemt projektledelse (med fokus på it).

Først beskrives teorie og hvordan den situationsbestemte metodologi skal forstås og i hvilket paradigme den ligger i, derefter demonstreres hvordan den kan bruges.

 

Formål

Formålet med nedenstående er at præsentere de mange komplekse tanker, der er i spil, når man lave struktureret situationsbestemt projektledelse, hvor man bevare bevidstheden om hvilket paradigme man er i.

 

Den situationsbestemte metodologi

Valget af den situationsbestemte metodologi er truffet på baggrund af situationen man befinder sig i, når kravene er, at man blandt andet skal være fortolkende og innovativ, altså sætte sig ind i og forstå projektets ”mening”, også kaldet at ”åbne den sorte boks” eller ”betegnelsens betydning” (se uddybelse under "Filosofi" fanen og underfaneen "ANT & Diskurs"), for derefter at ændre måden man gør det på til noget bedre. Derudover er udfordringen, at forstå andres kulturer og subkulturer. Jeg har derfor kigget ovre i kunstverdenen for inspiration til en analogi. Kunst har nemlig mange paralleller til en projektledelse i en kompleks verden, da kunst, som er en kreativ proces, også handler om at sætte sig ind i selve den komplekse kunstverden, for at vide hvordan man appellerer til modtager, men i høj grad også hvordan man afkoder et kunstværk. Her har jeg ladet mig inspirere af Søren Kjørup, som er en dansk filosof, der overførte Nicklas Luhmanns autopoietiske systemteori til kunstverdenen.

Derfor er den situationsbestemte metodologi i høj grad inspireret af ”kunst-tanker” fra, på den ene side, Søren Kjørups institutionsteori, og på den anden side David Favrholdts parameterteori, som er Søren Kjørups diametrale modsætning.

 

Kunsttankegangen som jeg bruger i den situationsbestemte metodologi kan sammenlignes med, når man betragter et kunstværk, som for eksempel Manzonis ”lort på dåse”. David Favrholdt ville her påstå, at værket er konceptkunst og ikke hører sig til på museer, hvor Søren Kjørup siger, at der ikke er noget der hedder rigtig eller forkert kunst, men det handler om, at man forstår systemet, kunsten befinder sig i. Derudfra kan man også udlede, at hvis man forstod, at Manzonis ”lort på dåse” handler om at provokere og netop få folk til at stille sig selv spørgsmålet ”Er dette kunst?”, så ville man forstå, at netop dette værk er kunst med en stor imaginær verden, og muligvis et af de bedste moderne værker, fordi det er dét værk som har fået flest mennesker til at stille spørgsmålet.

Det er netop denne illustrering, at man ikke bare kan betragte noget sort/hvidt, men man bliver nødt til at sætte sig ind i systemet for at forstå meningen, der er den situationsbestemte tankegang.

 

Når man skal afkode et kunstværk, eller i virkeligheden hvad som helst, det kunne også være et arbejdssystem, et projekt, eller en person, så kan man ud fra Søren Kjørup og David Favrholdt gå to veje, nemlig systemteorien eller parameterteorien.

Ved brug af parameterteorien til vurdering af et kunstværk, så går man i gang med vurdering af værket ud fra de allerede identificerede parametre, ligesom David Favrholdts ni parameterscoring, der bruges til at vurdere fra 1 til 10 hvor godt et kunstværk er. Eksempelvis har David Favrholdt identificeret: teknik, intellektuel appel og mangfoldighed som tre af hans parametre, der skal vurderes fra 1 til 10 for til sidst at opsummere scoren, hvilket giver en objektiv vurdering af kunstværket.

Omvendt ved brug af systemteori, så bevæger man sig ud på et ukendt område og uden sikkerhedsline for derefter at identificere systemet uden hjælp.

Søren Kjørup & Nicklas Luhmann (se under fanen "Filosofi" for at læse mere om Luhmann) beskriver henholdsvis systemteorien med metaforer som institution eller autopoiese, hvor det handler om at sætte sig ind i og forstå institutionen eller autopoiesen indefra.

Man kan lidt provokerende sige, at ved brug af en parameterteori så skyder man genvej, fordi man får hjælp af et allerede eksisterende værktøj, hvorimod med en systemteoretisk tilgang, så skal man selv opfinde værktøjet.

Ulempen med parameterteorien er, at den mening man kommer frem til, den ligger altid indenfor de rammer som værktøjet muliggør, og omvendt umuliggør at finde meningen udenfor rammerne, hvor systemteorien derimod ikke har nogle grænser, da værktøjet ikke er forhåndsvalgt, og man netop har mulighed for at finde meningen ”uden for boksen”.

Ulempen med systemteorien er, at den er ekstrem tidskrævende og abstrakt, da den skal opfinde sig selv, og resultatet kun kan verificeres gennem argumenterne, og definitionerne man er kommet frem til. Det vil sige, hvis en forsker laver en konklusion, så er det afgørende for troværdigheden, at udefrakommende forskere kan se og forstå retfærdiggørelsen af denne konklusion igennem argumenternes kraft. Her spiller hele paradigmesnakken også en væsentlig rolle, da den er med til at retfærdiggøre selve verdensbilledet forskeren arbejder ud fra.

 

Jeg har valgt at kombinere de to fremgangsmetoder, da jeg sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor man ikke gør begge dele? Hvorfor skal man efterleve ordsproget ”man skal ikke hoppe over hvor gærdet er lavest”, hvis man kan komme hurtigere og mere sikkert frem ved at hoppe over, der hvor gæret netop er nemt og overskueligt? Og omvendt hvorfor sætter man ikke spørgsmålstegn ved de allerede kendte teorier og metoder? Ved at kombinere de to tilgange, får man mulighed for at benytte den hurtige fremgangsmetode, som parameterteorien tilbyder, men samtidig også bruge innovationen og fordybelsen som systemteorien tillader. Det er her vigtigt, at man ikke tænker i de baner, hvor man siger, at en for-forståelse er ødelæggende for kreativiteten, men at man netop udfordrer for-forståelsen og vil gøre den bedre via kritisk rationalisme , der sætter spørgsmålstegn til slutresultaterne.

 

For at illustrere hvad der menes se Figur 1.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Figur 1: System og -parameterteori kombination. Kilde. Egen produktion.

 

Kommentarer til Figur 1:

  • Cirkel 1 illustrerer den hypotese, at der er en ”mening/sandhed” som er mulig at finde, hvis man leder. For eksempel hvis der skal laves en psykoanalyse, må man antage, at personen har nogle tanker og forestillinger, altså at der er en mening et sted. Eller i dette tilfælde hvor man skal finde ud af, hvordan man fremmer projektet, så leder man jo et sted.
  • Cirkel 2 illustrerer parameterteorien, hvor man finder ”meningen” ud fra de små cirkler som er allerede identificerede parametre.
  • Cirkel 3 illustrerer systemteorien, hvor man finder ”meningen” med ud fra hele meningen. Her leder man altså i hele området.
  • Cirkel 4 illustrerer en kombination af de to, hvor man har muligheden for at benytte den hurtige fremgangsmetode, som parameterteorien tilbyder, men samtidig også bruge innovationen og fordybelsen som systemteorien tillader, hvori innovation og kritisk tilgang til allerede eksisterende parameter er en nødvendighed.
  • Nr. 5 (Pil) illustrerer det sted, hvor man tager to diametrale parametre (teorier) og sætter dem op mod hinanden. Så skaber man en verden, hvor man bliver nødt til at tænke som systemteoretiker, fordi man netop er tvunget til at vide, hvordan parametrene er skabt for at kunne forholde sig til dem. Dette kan skabe endnu en ny verden, som Hegel kaldte tese (sætning) – antitese (modsætning) = syntese (sammensætning) .

 

Et af de store problemer, når man kombinerer parameterteorien med systemteorien, er forståelsen af, hvorfor parameteret er, som det er. Man skal sætte spørgsmålstegn til, om det nu også er rigtigt i forhold til den unikke situation, man arbejder med. Hvilke argumenter var årsagen til, at man gjorde, som man gjorde, dengang man kom frem til parameteret, og hvordan kan man evt. gøre det bedre, i den situation vi er i nu?

Hvis man gerne vil tænke innovativt, så føler jeg, det er vigtigt at være helt bevidst om, hvordan man gjorde og hvorfor. For eksempel giver det for mig meget god mening, at den almindelige mand i middelalderen var bange for at sejle for langt ud fra kysten, da man dengang levede under den katolske kirkes paradigme, og var bange for at sejle ned i helvede. Dengang havde den katolske kirke skabt verdensopfattelsen, at verden var flad, havde fire hjørner, hvor himlen var foroven og helvede var forneden. Grunden til at vi i dag trækker lidt på smilebåndet er, fordi vi bruger nutidens paradigme, hvor vi ved, at jorden er rund, og hvis man så samtidig kritisk ser på den katolske kirke, vil man måske komme frem til, at den blot er en magtbataljon, som vil gøre alt for at have den ”universelle sandhed” for ikke at forsvinde ud i det ligegyldige. Dens mening er altså dens eksistens (autopoiese).

Det er i min opfattelse afgørende for forståelsen af de forskellige ”sandheder” (teorier, metoder m.m.), at man sætter sig ind i dem og forholder sig kritisk til, om de nu også er rigtige i denne unikke situation.

Omvendt så er der jo også mange kloge mennesker, nulevende som døde, der er kommet frem til flere geniale og i høj grad brugbare ideer, og dem skal vi da bruge (så længe vi er kritiske).

 

Organisationsændring

Da man ikke kan undgå at befinde sig i en eller anden form for paradigme, synes jeg, det er ekstremt vigtigt, at vi er bevidste om, i hvilket paradigme man opererer i, når man skal lave organisationsændring. Som omtalt i fanen "filosofi" under Burrell & Morgan er der netop opsat fire paradigmer, hvori ovenstående indrammes.

Essensen i denne definition, det er, at mennesker, teorier, metoder m.m. befinder sig i et af de fire paradigmer.

De er vigtigt hvis man vil arbejde med mennesker i en organisation, at man benytte en organisationsændring som passer til organisationens paradigme. For eksempel hvis man ser på organisationsændring, så skal man bruge den teknisk-rationelle ændringsstrategi , hvis man har med mennesker at gøre som lever i det funktionalistiske paradigme (fabriksarbejdere som er input - output orienterede mennesker), eller hvis man arbejder med folk som lever i det fortolkende paradigme (psykologer som arbejder i et åbent socialt system ), skal man bruge den humanistiske ændringsstrategi osv (læs evt. mere om det under underfanen "Forandringsledelse").

 

I forhold til den situationsbestemte metodologi betyder dette, at med en dybere forståelse af paradigmet som parametret (teorien/situationen/metoden osv.) befinder sig i, så kan man bedre forholde sig kritisk, innovativt og ikke mindst vide hvordan gør man det ønskværdigt for slutbrugeren. Hvis vi for eksempel tager middelalder-eksemplet igen, så ville ”jorden er flad” -tankegangen oprindeligt befinde sig i det fortolkende paradigme ud fra en eller anden subjektiv tolkning, altså en form for kognitiv tankeautomatisering, baseret på nogle kerneoverbevisninger (som omtalt i kritikken af Helle Hedegaard Hein - Se underfane "Arketyper").

Hvis man så forestiller sig, at en klog middelaldermand dengang skulle være kritisk til denne teori, så er det altså kerneoverbevisningen, han skal ændre. Kerneoverbevisningen ligger i det funktionalistiske paradigme, og på en eller anden måde via input-output skulle han demonstrere sin teori. Han kunne fx sejle ud over kanten og tilbage igen og dermed demonstrere sandheden for de iagttagende. Problemet med denne demonstration var dog, at den ville have indflydelse på en anden tankeautomatisering baseret på en anden kerneoverbevisning, nemlig religion (hvilket jeg ikke vil ind på i denne omgang).

 

Paradigmer er ikke kun relevante i forhold til den kritiske tilgang til allerede eksisterende parametre, men ville også, efter min opfattelse, være relevant i forhold til en innovationstilgang. Det er vigtigt for en autopoietisk tankegang at ”komme hele vejen rundt” eller ”få alle vinkler” af meningen, hvilket en åben gennemgang af alle fire paradigmer vil gøre.

Snowden har blandt andet i sin Cynefinteori omtalt dette (læs mere om dette i fanen "Filosofi" og underfanen "Cynefin modellen").

Snowden arbejder ligesom Burrell & Morgan med fire verdensopfattelser, som man kan operere med (disorder tælles ikke med som operativ).

Under Cynefin modellen er denne yderligere uddybet, her vil jeg blot identificere, hvordan den kan bruges i forhold til den situationsbestemte metodologi.

Snowden omtaler et knowledge flow der beskriver processen fra kompleks viden, til viden man kan forholde sig til. Det er denne tankegang, jeg gerne vil projicere over på Burrell & Morgans paradigmedefinition for bedre at kunne forholde sig til den efterhånden lidt abstrakte tankegang.

 

Hvis vi sammenligner Snowden med Burrell & Morgan så kommer vi frem til følgende:

Snowden arbejder med, at ting er i orden eller i uorden, hvor Burrell & Morgan arbejder med subjektiv eller objektiv viden, det synes jeg er analog med hinanden, da orden i denne sammenhæng er det samme som objektiv, og en verden som er i uorden er en subjektiv verden. Snowden arbejder desuden med høj- kontra lav abstraktionsniveau, hvor Burrell & Morgan arbejder med sociale ændringer via regulering eller radikal ændring. Dette kan man ikke direkte overføre da Burrell & Morgan ikke arbejder med absstraktionsniveau på samme måde i deres paradigmer, men man kan tolke meningen bag, og tage betydningen ud af betegnelsen, og så synes jeg, at de identificerer de samme fire paradigmer.

 

De fire paradigmesammenligninger (se figur 2)

Snowdens Chaos –verden, synes jeg, minder meget om Burrell & Morgans radikal humanistiske paradigme, fordi her er ting subjektive, og viden er endnu ikke kommet frem. Der er ingen sammenhæng mellem årsag og effekt, og alt er muligt, da det er op til den der arbejder i paradigmet.

Snowdens Complex – verden, synes jeg, minder meget om Burrell & Morgans humanistiske paradigme, da man her analyserer den data som kommer ind, og verificerer eller falsificerer den ud fra en hermeneutisk tilgang. Man prøver at lede mønstrerne i den komplekse verden.

Snowdens Known -verden, synes jeg, minder om Burrell & Morgans funktionalistiske paradigme, fordi her har man opnået objektivitet og meningen er i en regulerede verden, her ”ved man, at man ved”.

Snowdens Knowable – verden, synes jeg, minder meget om Burrell & Morgans radikal strukturalistiske paradigme, da der her er flere objektive meninger, men man ved endnu ikke, hvordan man finder den, hvilket minder om Burrell & Morgans radikale ændring. Snowden påstår, at det er tiden som former Knowable til Known, men da jeg ikke tror, at tid kan ændre noget, så kigger jeg mere ind i betydningen af tid. Her mener jeg ikke, at det er tiden, som sådan, der ændrer meningen, da tid i sig selv ikke skaber nogle resultater, men det er de beslutninger og fejl, man begår i tidsrummet der er årsagen til, at man er i Knowable og ikke Known. Hvis man fjerner tid, så ville man være i Known. Derfor så synes vi, man skal kigge på, hvad tid gør, og her synes jeg, det minder om et politisk system, hvor den med de bedste argumenter vil vinde kampen her og nu, hvor tiden er den faktor der indikerer, at man er i en politisk proces (læringsproces).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Figur 2: Burrell & Morgan = Snowden. Kilde: Egen produktion.

 

Kort sagt, så vil jeg i min situationsbestemte metodologi bevæge mig i en autopoietisk systemudviklingstankegang, hvor jeg bruger de parametre, som jeg synes er relevante, og forholder mig kritisk til dem, samt tilpasser dem til situationen. Ydermere bevæger jeg mig i ”hele meningen” ved at gå Burrell & Morgans fire paradigmer igennem, i den rækkefølge som jeg føler passer til projektet, hvilket jeg vil komme nærmere ind på under næste afsnit "operationaliseringen af den situationsbestemte metodologi".

Metodologien handler derfor ikke om, hvad vi skal gøre, men om hvorfor vi gør, som vi gør.

 

Operationalisering af den situationsbestemte metodologi

Valget af operationalisering er truffet på baggrund af den situationsbestemte metodologi. Til dette er jeg desuden inspireret af Work System Method (WSM), hvis livscyklus går i niveauer og faser. Her starter metoden først i niveau 1, hvor den danner sig et overblik over situationen, arbejder overfladisk med det i tre faser, for til sidst i fase 3 at retfærdiggøre den valgte løsning, hvor problemet derefter bringes op på næste niveau. Til sidst slutter man i niveau 3, hvor problemet er gennemarbejdet, og en løsning er retfærdiggjort. Denne mere og mere dybdegående arbejdsmetode vil vi gøre brug af.

Også Soft Systems Methodology (SSM) har inspireret mig, hvor brugen af en holistisk tilgang bruges. Det jeg bruger fra SSM er ”rigt billede”, som er et tegnet oversigtbillede over hele arbejdsområdet, en ”konceptuel model”, som er en skitse af løsningen som et koncept, ”ønskværdigheden” som handler om at gøre det ønskværdigt for slutbrugerne, og til sidst de ”3 Eér” (Efficacy, Efficiency, Effectiveness) som analyserer brugbarheden og ønskværdigheden af implementeringen, hvilket alle er værktøjer jeg vil have med.

Dog opfylder de to systemudviklingsmetoder ikke mine krav om at gå rundt i alle fire paradigmer, da begge metoder er lukkede fremgangsmetoder, som ligegyldig hvilken situation man befinder sig i, skal gås igennem på en helt bestemt måde. Denne meget ”vi ved, at vi ved” (Known/Funktionalistisk) -tankegang , kan jeg ikke acceptere som fremgangsmetode og vil ikke passe til den autopoietiske tankegang, som netop påkræver at man leder efter meningen i alle fire paradigmer. Men fordi jeg låner parametre, som er relevante (Cirkel 2 i Figur 1), så kan jeg godt gøre brug af ovennævnte elementer i min autopoiese. Man skal naturligvis have for øje, at man også har behov for at bevæge sig over i de tre andre paradigmer, i søgning efter meningen, som nedenstående vil forklare.

 

Hvordan gør man?

Snowden har i sin artikel identificeret 10 bevægelser, men ingen af dem er brugbare i alle projektet hvor man skal bevæge sig i en situationsbestemt rækkefølge. Det er derfor vigtigt at forstå at det er projektets natur der bestemmer hvilke vej man skal gå. Det er kun argumenterne der bestemmer.

Nedenfor har jeg illustreret den naturlige vej for et projekter der har brug for at være:

1.Innovative

2.Fortolkende

3.Besluttende

4.Og forankret i organisationen.

 

Jeg gør opmærksom på, at Snowdens teori har åbnet op for, at alle tænkelige bevægelser er mulige, så længe argumentationen og overvejelserne er i overensstemmelse med bevægelsen.

 

Projektet der har brug for at være innovative starter i Chaos domænet, hvor der er mindst mulig for-forståelse. Derefter er der behov for at have identificeret for-forståelsen og teorierne, som sker i Known paradigmet, hvor relevante sekundære teorier og egne erfaringer opstilles og der sættes spørgsmålstegn til dem, hvorefter teorivalget og tolkning retfærdiggøres. Efterfølgende er der behov for at indsamle viden hos slutbrugerne, hvor bevægelsen går over i Complex paradigmet, her indsamler og tolker man primær data. Herefter er der behov for at sætte teorier, egen viden og slutbrugernes viden op imod hinanden og retfærdiggøre hvilke der holder, som resulterer i slutfasens krav. Til sidst når alle krav er sorteret, og arketypen er kendt, vil prototypen kunne designes. Herefter vil man vide hvad man skal ”bygge” lave cost/benefit analyse på de forskellige løsningsforslag til udvikling og implementering, og en retfærdiggørelse af valgt tilgang vil foretages, hvilket foregår i Knowable paradigmet. Når produktet er færdiglavet og implementeret vil det bring os til det afslutter i Known paradigmet. Se Figur 3 for illustration. Her vil projektet blive liggende indtil det skal ændres på, og samme tilgang skal brges.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Figur 3: Knowledge flow. Kilde. Egen produktion.

 

Derudover har hvert paradigme sit eget knowledge flow. For eksempel når man er i paradigmet Known, og har til opgave at finde ud af hvilke teorier der er relevante til

opgaven, så er man nødt til at gøre op med egne erfaringer (viden man ved (Known)), sætte dem op med hinanden og situationen (Chaos) og redegøre for sin fortolkning (Complex), hvorefter en redegørelse retfærdigøres (Knowable), for til slut at beslutte sig (tilbage til Known).

Herefter fortsætter flowet i en iterativ proces. Se Figur 4 for illustration.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Figur 4: Paradigme knowledge. Kilde: Egen produktion.

 

Det betyder, at den endelige operationalisering har to dimensioner, som arbejder samtidigt. Illustreres i Figur 5. Jeg gør opmærksom på, at Snowdens oprindelige model ikke er to-dimensionel.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Figur 5: Det operationaliseringsflow. Kilde: Egen produktion.

 

For overblikkets og forståelsens skyld, vil jeg følgende gennemgå knowledge flow processen yderligere ved hjælp af et udviklingsskema se Tabel 1.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tabel 1: Udviklingsskema. Kilde: Egen produktion.

 

Operationaliseringen er udførlig uddybet i nedenstående Tabel 2.

Niveau⇓ / faser==>

Known

Chaos

Complex

Knowable

1

Chaos

 

(basis spørgsmål/ analyse og retfærdiggørelse)

 

(1)

Hvad er samhandel?

 

(Stik fingeren i jorden).

 

(2)

Hvordan kan projektet laves?

(Tænk ud af boksen).

 

(3)

Quick and dirty evaluering.

 

(Se tingene fra flere vinkler).

 

(4) Retfærdiggørelse af den valgte tilgang.

 

Hvad er den Konceptuelle model?

 

(Prototype nr. 1)

 

2

Known

 

(Samler relevant sekundær og egen viden (egne ideer, for-forståelse m.m.) ind)

 

(5)

Samle sekundær teori ind i forhold til det sociale medie.

 

(Viden om organisationen)

 

(6)

Hvordan kan teorierne bruges til dette projekt?

 

(løsning alternativ)

 

(7)

Klargør fortolkningen af alternativer.

 

(8)

Argumenter og

retfærdiggør teorifortolkningen i forhold til situationen.

 

(valg af løsning)

 

 

 

3

Complex

 

(Samler relevant primær viden ind.

Uddybende spørgsmål/ analyse og retfærdiggørelse)

 

(9)

Uddybende identifikation af det sociale medie set fra slutbrugeren.

 

(10)

Få slutbrugeren til at tænke ud af boksen i forhold til problemstillingen.

 

(11)

Få slutbrugernes fortolkning af den konceptuelle model.

 

 

 

 

(12)

Få dommen af den konceptuelle model.

 

 

4

Knowable

 

(dybdegående beskrivelse af problem- og løsningsforslag, og hvorvidt det er ønskværdigt)

 

(13)

Liste over krav.

 

(14)

Prototypeudvikling.

 

(Sortering af krav & er der nye ideer som opstår på baggrund af den indsamlede viden?)

 

(15)

Passer løsningsforslaget overens med problemet?

 

(Evaluering (Tænke højt test))

 

(16)

Argumenter for designvalgene.

 

(System overvejelser)

 

5

Known

 

(Implementering)

 

(17)

Færdig Produkt

&

Systembeskrivelse

 

(Færdig prototype)

 

(18)

Opstil forskellige implementeringsmodeller.

 

(fx Guld/Sølv/Bronze)

 

(19)

Sammenlign implementeringsmodellerne.

 

(Cost/benefit &3 Eér)

 

(20)

Retfærdiggør valg af implementering.

 

 

Tabel 2: Operationaliseringsskema. Kilde: Egen produktion.

 

 

Det er vigtigt at nævne, at modellen skal forstås, som en slags spiralmodel , hvor man hele tiden har muligheden for at gå frem eller tilbage i niveauerne, afhængigt af hvad man lærer. For eksempel er der stor sandsynlighed for at respondenterne i niveau tre giver ideer, som skal udforskes tilbage i niveau et, og omvendt nogle innovationer skal gå direkte fra niveau et til niveau tre, for ikke at den innovative tankegang skal blive påvirket af allerede eksisterende ”vaner” og blive ”normaliseret”.

Efter denne operationalisering er foretaget, ender man ud med et ”færdigt” produkt, men da jeg ikke er tilhængere af, at man nogensinde kan finde en universel mening i en kompleks verden, så vil der efter noget tid være behov for at videreudvikle det sociale medie, eller opfinde noget helt nyt, med den forventning at gøre det endnu bedre. I det efterfølgende forløb vil man have brug for en model der giver trinvis forbedring. Her har Snowden allerede identificeret hans ”Incremental improvement” bevægelse, som går fra Knowable til Known i en iterativ proces. Men jeg synes ikke der er nok innovation i denne bevægelse, da man aldrig kommer i Chaos paradigmet, og dermed aldrig får åbnet op for anderledes tanker. Derfor er ønsket at bevæge os hurtigt ned i Chaos, for derefter at gå i Complex for at undgå ubalance i stabiliteten og analysere den nye viden, for til sidst at gå ned i Knowable, hvor man retfærdiggør den nye viden. Herefter fortsætter flowet i en iterativ proces. Se Figur 6.

 

 

Figur 6: Det iterative operationaliseringsflow. Kilde: Egen produktion.

 

Det er vigtigt at have for øje, at operationaliseringen kun kan bruges til dette eksempel og ingen andre. Hvis man rent hypotetisk skulle løse en anden type opgave i en anden sammenhæng, så skulle man starte med at forholde sig til, i hvilket paradigme problemet og det situationsbestemte (præsenteret i Kritik til Helle Hedegaard Hein) befinder sig i, for derefter at bruge Snowdens knowledge flow teori til at designe den bedste operationaliseringsbevægelse til opgavens natur, så den håndterer udviklingen optimalt. Man ville stadig, med fordel, kunne benytte denne to-dimensionelle model, men bevægelserne ville være anderledes. Det er årsagen til, at denne autopoietiske systemudvikling ikke kun er i known/det funktionalistiske paradigme, men har mulighed for at være i alle fire som den eneste systemudviklingsmodel jeg er bekendt med. Ydermere er det vigtigt ikke kun at betragte filosofien til systemudvikling, den kan også bruges til at finde meningen i andre autopoieser. Jeg kalder det for en situationsbestemt metodologi .

 

Afslutning

Jeg har nu gennemgået det situationsbestemte metodologi. Opfindelsen i sig selv, er en demonstration af den situationsbestemte metodologi, hvor jeg har genbrugt og justeret et masse af de mest relevante teorier på hvert deres område, for derefter at koble dem alle sammen til en nyopfindelse. Jeg betragter ikke den situationsbestemte metodologi som værende afsluttet, men blot at være så god som det pt. er muligt.

Niveau⇓ / faser==>

Known

Chaos

Complex

Knowable

Chaos

 

 

 

 

Known

 

 

 

 

Complex

 

 

 

 

Knowable

 

 

 

 

Known